AGF henter tidligere Premier League-spiller

Skrevet af admin

09/07/2015

Mest læste i dag

Fodboldklubben AGF får spansk tilgang i den kommende sæson i Alka Superligaen. I hvert fald i efteråret.

Klubben fra Aarhus har skrevet kontrakt med 28-årige Adrián López - også kaldet Piscu - for resten af året.

- Vi har vurderet, at Piscu besidder nogle fodboldmæssige kvaliteter, der passer godt til vores hold, men da han ikke har spillet meget det seneste år, har det i sagens natur ikke været muligt at følge ham over en længere periode.

- Derfor har vi i første omgang valgt at lave en kort aftale, men vi har en forventning om, at han med sin erfaring har en masse at byde ind med, siger AGF's sportschef, Jens Andersson, i en pressemeddelelse.

Forsvarsspilleren har været til prøvetræning hos AGF den seneste tid.

Adrián López har tidligere optrådt for Wigan i Premier League og Deportivo La Coruña i Spanien.

Senest har han været hos Montreal Impact, men skader har gjort det svært for ham at få spilletid.

AGF offentliggjorde desuden torsdag, at den irakiske landsholdsspiller Ahmed Yasin tiltræder i dette transfervindue. I første omgang blev Yasin hentet til Aarhus på en toårig kontrakt gældende fra den 1. januar 2016.

Da ville Yasin være transferfri i svenske Örebro SK, men de to klubber er blevet enige om et skifte her og nu.

Kontrakten med kantspilleren er toårig, så den løber frem til sommeren 2017, oplyser AGF.

/ritzau/