Aktionærer scorer 4,5 milliarder på stærk Genmab-aktie

Skrevet af admin

30/01/2015

Dagens topnyheder

Aktionærerne i Genmab kan fortsat være glade for deres investering i medicinalvirksomheden.

I 2014 var Genmab årets næstmest stigende aktie, og de lovende takter ser ud til at blive ved i 2015. Siden 1. januar er Genmab-aktien nemlig steget med 21,9 procent, og aktionærerne scorer således en kursgevinst på 4,5 milliarder kroner.

Det gør aktien til januars bedste i det toneangivende C20-indeks, viser en analyse af handlen med C20-aktier, som Spar Nord har lavet for Ritzau.

- Investorerne er fulde af forventninger til offentliggørelsen af nye kliniske data for det humane antistof daratumumab, der kan vise sig at blive en særdeles værdifuld adgangsbillet til det amerikanske marked, siger aktieanalytiker i Spar Nord, Mikkel Duus-Hansen.

- Daratumumab kan bruges til behandling af cancer, og de foreløbige resultater er så opløftende, at investorerne tror på en godkendelse af produktet fra de amerikanske sundhedsmyndigheders side, siger han.

De danske eliteaktier i C20-indekset er samlet steget med 9,2 procent i januar måned. Det svarer ifølge Mikkel Duus-Hansen til en gennemsnitlig årsstigning i C20-indekset.

En af årsagerne til aktiefesten er, at Den Europæiske Centralbank (ECB) tidligere på måneden meddelte, at man vil pumpe milliardvis af euro ud på markedet, hvilket eksportvirksomheder kan lukrere på.

- Den altoverskyggende forklaring på kursfesten er, at Den Europæiske Centralbank på sit møde 22. januar leverede varen – og mere til – ved at annoncere obligationsopkøb for 60 milliarder euro om måneden frem til september 2016, siger Mikkel Duus-Hansen.

- Ud over den direkte kapital-indsprøjtning betyder obligationsopkøbene også, at euroen er svækket, og det er godt nyt for de europæiske eksportselskaber, som dermed får større konkurrencekraft uden for Europa, siger han.

/ritzau/