Amerikanerne betaler mest for hotellet i Danmark

962 kroner er den gennemsnitspris, som udenlandske rejsende betalte for et hotelværelse i Danmark i 2013. Det er blandt andet de amerikanske rejsende, som trækker gennemsnittet op.

Således betalte amerikanske turister og rejsende i gennemsnit 1084 kroner for en overnatning på et dansk hotel i 2013, hvilket er en lille stigning i forhold til året forinden. Med disse priser har amerikanerne dermed overhalet de brasilianske rejsende, som måtte betale mest for en dansk overnatning i 2012.

Det viser Hotels.coms seneste Hotel Price Index (HPI), som er baseret på bookingdata fra mere end 150.000 hoteller i hele verden.

“Big spenders” kommer både fra nær og fjern

Selvom brasilianerne er blevet overhalet af amerikanerne, som de der betalte mest for hotelopholdet i Danmark og dette på trods af et prisfald på 3 procent siden 2012, befinder de sig dog fortsat langt oppe på listen over de nationaliteter, der betalte mest for en dansk hotelovernatning.

Brasilien ligger nummer 5 på listen og betalte i gennemsnit 1045 kroner for en overnatning i Danmark i 2013.

I toppen af listen ligger også en række andre lande fra fjerne dele af verden, nemlig Mexico, Australien og Singapore. I 2013 betalte de i gennemsnit henholdsvis 1073 kroner, 1054 og 1012 kroner for et dansk hotelværelse. Men de nye tal viser, at det ikke kun er lande langt væk, der rangerer øverst på listen.

- Ikke overraskende er det ofte rejsende, som kommer langvejsfra, som også er villige til at betale lidt ekstra for hotelovernatningen. Men til forskel fra sidste år er det ret interessant, at vi i år også finder ”big spenders” blandt nabolandende Norge og Sverige. De ligger på en fjerde- og sjetteplads og måtte i 2013 betale henholdsvis 1052 og 1037 kroner for en gennemsnitlig overnatning i Danmark. Begge landende har dermed oplevet en prisstigning på 2 procent siden 2012, fortæller Yvonne Bonanati fra Hotels.com.

 

Dagens Gossip