Amerikanerne sparer milliarder ved benzinpumperne

Skrevet af admin

06/01/2015

Dagens topnyheder

Prisen på benzin rasler ned i USA, og det smitter af på salget af nye biler. Salgstallene for december blev offentliggjort mandag, og de viste fremgang for hele branchen.

General Motors, der er USA' største bilfabrik, solgte 19 procent flere biler end året før, og med 274.483 køretøjer blev det den bedste december for General Motors i syv år. Konkurrenterne havde også en stærk afslutning på året.

Totalt blev der solgt lige over 16,5 millioner køretøjer i 2014. Det er det højeste antal siden 2006 ifølge CNNMoney.

Bunden blev nået i 2009 med et salg på blot 10,4 millioner. På det tidspunkt var General Motors tæt på at gå konkurs, men fabrikken blev reddet af et indgreb fra blandt andet den amerikanske stat.

Siden er det gået frem år efter år, og branchefolk ser også optimistisk på udsigterne for 2015.

- Om det så bliver 16,7 (millioner styk, red.) eller en smule over eller under, så er det fortsat en meget sund industri, siger Jeff Brackan, chef for Toyotas luksusbrand, Lexus, i USA.

Ikke alene er det blevet meget billigere at tanke bilerne op i USA. Flere amerikanere kommer i arbejde, forbrugertilliden, lønningerne og boligpriserne vokser, og så er det nemt og billigt at låne penge til at købe en ny bil.

Den gennemsnitlige benzinpris er aktuelt 34 procent lavere end for et år siden, og enkelte steder koster en gallon (cirka 3,8 liter, red.) benzin nu under to dollar.

Automobilorganisation American Automobile Association (AAA) skønnede for nylig, at amerikanerne i 2014 sparede omkring 14 milliarder dollar på benzin i forhold til 2013.

- De amerikanske bilister sluttede året af i højt humør, fordi benzinpriserne styrtdykkede i de afsluttende måneder. Lavere benzinpriser har medvirket til at styrke økonomien ved at øge både forbrugernes tillid og deres disponible indkomster, siger Avery Ash, talsmand for AAA, ifølge CNNMoney.

I år bliver besparelsen endnu større. AAA estimerer, at de amerikanske bilister i 2015 kommer til at bruge op til 75 milliarder dollar mindre på tankstationerne.

/ritzau/