Andersen sikker sidste skanse i ny Anaheim-sejr

Skrevet af admin

22/05/2015

Mest læste i dag

Danske Frederik Andersen har stor andel i, at hans klub, Anaheim Ducks, natten til fredag dansk tid bragte sig foran med 2-1 i semifinaleserien mod Chicago Blackhawks i NHL-slutspillet.

Med 27 redninger på 28 skud var han særdeles sikker i den tredje kamp, hvor Anaheim Ducks vandt 2-1 på udebane i Chicago.

Han blev også kåret som kampens bedste spiller.

Danskeren har været en af slutspillets positive overraskelser, fordi mange eksperter havde tvivlet på, om han i sin kun anden sæson i NHL havde erfaring nok til at kunne bringe Anaheim langt i slutspillet.

Særligt i slutminutterne af tredje periode, hvor Chicago havde taget sin målmand ud, brændte det på foran Andersens mål, og pucken dansede flere gange tæt ved mållinjen, men den tidligere Frederikshavn- og Herning-spiller formåede at gøre sig bred på de rigtige tidspunkter.

Tredje periode endte dermed målløs, og med en uafgjort første periode og 1-0 i anden periode var det nok for Ducks.

Begge hold havde en særdeles hård kamp i benene fra tirsdag, hvor kampen først blev afgjort til Chicagos fordel langt inde i tredje overtidsperiode.

Men denne gang hev Anaheim Ducks fra Californien sejren hjem i en jævnbyrdig kamp, hvor skudstatistikken endte 28-27 til hjemmeholdet. Det var i øvrigt første gang i slutspillet, at Chicago tabte hjemme i United Center.

De to hold spiller igen lørdag i Chicago.

/ritzau/