Anklager: Hash-tiltalte levede livet uden officiel indtægt

Skrevet af admin

15/01/2015

Mest læste i dag

En campingvogn til en million kroner betalt kontant, rejser til udlandet med lille officiel indtægt og flere år uden at hæve penge i banken.

Det var den økonomiske virkelighed for flere tiltalte i sag nummer seks om salg af hash på Christiania ifølge anklager Andreas Kjærulff fra Københavns Politi.

- De tiltalte har ingen indkomst haft eller en beskeden indkomst, og det må derfor lægges til grund, at de har haft en kontantøkonomi ved siden af, sagde anklager Andreas Kjærulff under sin procedure i Københavns Byret torsdag.

I den såkaldte sag seks er der 10 tiltalte - syv mænd og tre kvinder - der sidder på anklagebænken torsdag for hashsalg på Christiania. Sagen er en ud af seks sager i Nordlys-kompleks om hashsalg på fristaden, der sammenlagt rummer op mod 80 tiltalte.

Anklageren fortalte retten om en tiltalt kvinde på kontanthjælp, som angiveligt købte en campingvogn til en million kroner kontant.

En anden tiltalt havde en indkomst på 150.000 kroner i 2013 ifølge Skat, men købte alligevel en række udlandsrejser. Den tiltalte blev på et tidspunkt stoppet i lufthavnen med 39.000 kroner i kontanter på vej til Tyrkiet, oplyser anklageren.

En tredje tiltalt havde ingen registreret indkomst i 2013 og 2014, men havde heller ikke hævet penge i banken.

- Det er helt åbenbart, at (navn udeladt, red.) har kørt et kontantliv ved siden af, sagde Andreas Kjærulff.

De 10 personer i sag nummer seks er alle tiltalt for at sælge hash i forskellige boder på Christiania. Anklagemyndigheden mener, at en person har solgt mindst et halv kilo hash om dagen. De 10 personer har sammenlagt solgt 1,8 ton hash ifølge anklagen.

Flere af de tiltalte er også anklaget for at sælge på såkaldte " aktionsdage ", hvor pusherne tilsyneladende var enige om kun at holde ganske få boder åbne. Aktionsdagene viser ifølge Københavns Politi, at hashhandlen har været organiseret.

Politiet har efterforsket hashhandlen på Christiania siden 2012 ved hjælp af overvågning og politiagenter.

Gennem halvandet år har agent 510 haft ture på Christiania, hvor han har observeret og registreret, hvilke personer der solgte hash, og hvem der hjalp til i hashboderne.

De seks sager om salg af hash i Pusherstreet skal ifølge anklagemyndigheden ses som én stor sag om salg af hash på Christiania.

Salget af hash er ifølge anklagemyndigheden sket frem til 13. marts sidste år, hvor politiet slog til i operation "Nordlys", som er den største nogensinde mod organiseret kriminalitet på Christiania, hvor op mod 80 personer blev anholdt.

/ritzau/