Efter 18 år på højeste plan er fodboldkarrieren slut for den argentinske landsholdsveteran Juan Román Riquelme.
Den 36-årige tekniker meddelte søndag i et interview med tv-stationen ESPN Argentina, at tiden som aktiv fodboldspiller nu er slut.
- Jeg er kommet til den beslutning, at jeg ikke spiller længere, fastslår Riquelme. Han var senest på kontrakt hos Argentinos Juniors i Buenos Aires.
Han havde sin bedste fodboldtid i den store Buenos Aires-klub Boca Juniors, men er i Europa mest kendt for knap fire succesfulde år som midtbanekreatør i den spanske klub Villarreal, som han i 2006 førte til semifinalen i Champions League.
Forinden havde han en lettere mislykket tid i FC Barcelona, hvor hans spillestil passede dårligt, men andre klubber havde stor glæde af playmakeren.
Han blev tre gange kåret som årets fodboldspiller i Argentina og blev i 2001 endda valgt som årets bedste i hele Sydamerika.
I sidste uge var Juan Román Riquelme i forhandlinger med klubben Cerro Porteño i Paraguay, som var klar til at gøre argentineren til den bedst betalte spiller i landets historie, men da forhandlingerne faldt til jorden, besluttede Riquelme altså, at det er slut.
Han spillede 51 landskampe for "albiceleste".
/ritzau/