Assads bomber dræber 32 civile i syrisk landsby

Skrevet af admin

23/01/2015

Dagens topnyheder

Det syriske regimes kampfly har fredag bombet en oprørskontrolleret landsby øst for hovedstaden Damaskus og dræbt 42 civile. Det meddeler Det Syriske Observatorium for Menneskerettigheder, som er på oprørernes side.

Blandt de dræbte skal være seks børn

- Tallet kan meget vel stige, da adskillige personer er hårdt såret, lyder det fra observatoriet, der overvåger krigens gang i Syrien.

En af bomberne har tilsyneladende slået ned på et torv i landsbyen Hammuriyeh, hvor folk var samlet i forbindelse med fredagsbønnen.

Hammuriyeh ligger i området Østghouta, der har været belejret af den syriske hær i mere end et år. Titusindvis af civile mangler mad og medicin i området.

I Berlingske fredag meldte Martin Lidegaard (R) som en af de første vestlige udenrigsministre klart ud, at Syriens præsident, Bashar al-Assad, skal accepteres som en forhandlingspartner for at få afsluttet landets næsten fire år lange borgerkrig.

Udenrigsministeren afviser dog, at forhandlinger med Assad vil være med til at legitimere præsidenten, som ifølge FN har begået krigsforbrydelser.

- Jeg tager som alle andre fuld afstand og fordømmer på det allerkraftigste de afskyelige handlinger, som Assad har begået. De kan ikke og vil aldrig på nogen måde kunne legitimeres, siger Martin Lidegaard til Ritzau.

Samtidig mener udenrigsministeren, at hvis kampen mod den militante gruppe Islamisk Stat (IS) skal vindes, kan man ikke komme udenom forhandlinger med Syriens præsident, Bashar al-Assad. IS kontrollerer store dele i såvel Syrien som Irak.

- ISIL (anden betegnelse for IS) er født ud af det kaos, der er skabt i Syrien. Vi får ikke elimineret ISIL, før der er fred i Syrien, så det er endnu en grund til, at vi bør gøre alt, hvad vi kan, for at få fred i Syrien, siger Martin Lidegaard.

Den syriske borgerkrig brød ud i marts 2011, og omkring 200.000 mennesker har mistet livet. Millioner af mennesker er drevet på flugt.

/ritzau/AFP