Selvom Barcelona først fik kvalificeret sig til semifinalerne i Champions League efter, at Lionel Messi kom på banen i anden halvleg, så er Barcelona-mandskabet hverken tandløst eller idéløst uden den lille argentiner på banen.
Det mener landstræner Morten Olsen slet ikke, der kan være tale om:
- Nej, det vil jeg absolut ikke kalde det. Det er et hold, der er spækket med spillere, der med Spanien har vundet EM og VM, så nej, der kan jeg slet ikke være med. De kommer fra en kamp i weekenden, hvor de slår Mallorca 5-0 uden Messi, siger Morten Olsen.
Med 1-1 hjemme mod Paris Saint-Germain sikrede Barcelona sig en plads i semifinalerne for sjette år i træk. Både op til, under og efter kampen var Lionel Messi det helt store samtaleemne. Argentineren pådrog sig en nærmest utænkelig skade i det første opgør, og han startede for en sjælden gangs skyld på bænken onsdag aften.
Derfor var fokus rettet på, hvordan Barcelona ville klare sig uden deres store stjerne, og efter en målløs halvleg begyndte kritikken af et Messi-løst Barcelona at buldre på de sociale medier, hvor Barcelona blev kaldt ideløse og ligefrem middelmådige. I pausestudiet på TV3+ udtrykte Brian Laudrup også sin skuffelse over, hvor idéløse Barcelona var uden Messi.
Morten Olsens assistent på landsholdet, Peter Bonde, kan heller ikke nikke genkendende til den kritik.
- Barcelonas B-hold eller ungdomshold er jo et kanon hold, så selvfølgelig er de ikke middelmådige. Når man ser det spanske landshold, er der jo basis i Barcelona, så selvfølgelig er Barcelona et godt hold uden Messi, siger Peter Bonde.
Efter PSG bragte sig foran i anden halvleg, blev Messi sat på banen. Ni minutter efter udlignede Pedro til 1-1, og det gjorde ikke hyldesten af Messis betydning for Barcelona mindre. Tidligere U21-landstræner og senest cheftræner i Silkeborg, Keld Bordinggard, mener ligesom sine kolleger, at Messis betydning til tider overgøres.
- Nej, nu må man lige skrue retorikken lidt ned. Der er altså spillere på det hold, der har vundet VM og EM inden for de sidste par år, så det er ikke et middelmådigt hold uden Messi, siger Bordinggard, der dog understreger, at der er en forskel på holdet med og uden Messi.
- Det er et andet hold, og det synes jeg også, man ser i går (onsdag, red.). Barcelona uden Messi giver modstanderne nogle andre muligheder, og dem greb PSG i går. De behøver ikke i samme udstrækning at bakke op på de andre dueller der var. Fabregas, der lå på Messis normale position, behøvede de ikke så meget opbakning på. Så snart Messi kom ind, ændrede det billede sig, og de blev nødt til at stå mere kompakt, siger han.
Flere spanske medier mener torsdag, at vide, at Messi under kampen forværrede sin skade, men selvom Barcelona må undvære Messi i flere kampe, så er de tre trænere ikke i tvivl om, at Barcelona sagtens kan vinde Champions League uden Messi, selvom det selvsagt vil være en svækkelse.
- Ja, det kan de godt. Det er klart, at det bliver sværere, men det kan de godt, siger Peter Bonde.