Basketball: MVP er klar til LeBron James i NBA-finalen

Skrevet af admin

28/05/2015

Dagens topnyheder

Natten til torsdag dansk tid vandt Golden State Warriors over Houston Rockets i semifinalen i NBA. Det var holdets fjerde sejr af fem mulige i bedst af syv-serien, og dermed er Golden State Warriors klar til finalen.

Holdet bookede billetten til finalen med en sejr på 104-90, nok en gang ført an af Stephen Curry, der leverede 26 point.

I finalen venter Cleveland Cavaliers, som besejrede Atlanta Hawks med 4-0 i kampe i den anden semifinale, og optakten til finaleserien vil uden tvivl have fokus på to personer.

Årets MVP (Most Valuable Player) i ligaen, Stephen Curry, mod stjernen over dem alle, LeBron James - den lille troldmand mod det atletiske monster.

Curry er med sine 191 centimeter og 86 kilo en lille mand efter NBA-standarder, men han er en enestående tre-point-skytte.

I denne sæson slog han NBA-rekorden for flest tre-point-scoringer i den regulære sæson, da han sænkede hele 286 af slagsen. Det var 14 flere end den hidtidige rekord - som han også selv var indehaver af.

Over for ham står ligaens største stjerne, LeBron James, sammen med Cleveland Cavaliers, der efter en svingende sæson i grundspillet har fundet storformen frem i slutspillet - senest bevist med 4-0-sejren over ellers suveræne Atlanta Hawks.

Golden State Warriors har ikke været i NBA-finalen i 40 år, mens Cleveland Cavaliers senest nåede den afgørende finaleserie siden 2007.

Som det bedste af de to hold i grundspillet har Golden State hjemmebane i en eventuel syvende og afgørende kamp. Første kamp spilles den 4. juni.

/ritzau/