BBC dokumenterer Jack Warners pengehvidvaskning

Skrevet af admin

07/06/2015

Dagens topnyheder

Den tidligere præsident for det nord- og centralamerikanske fodboldforbund (Concacaf), Jack Warner brugte de 10 millioner dollar, han har været sat i forbindelse med i korruptionsskandalen i det internationale fodboldforbund (Fifa), til at tilbagebetale egne lån og hvidvaske penge via forskellige transaktioner.

Det viser dokumenter, som engelske BBC er kommet i besiddelse af.

Beløbet på de 10 millioner dollar (ca. 68 millioner danske kroner), er det beløb, som de amerikanske myndigheder hele tiden har hævdet, var forbundet til Jack Warner i forbindelse med hele korruptionsskandalen i Fifa, der på det seneste har rystet fodboldverdenen.

Ifølge BBC's dokumenter blev pengene betalt i tre rater i begyndelsen af 2008, og de kom fra Sydafrika. Det sydafrikanske fodboldforbund (Safa) har tidligere erkendt, at man har foretaget overførsel af i alt 10 millioner dollar til Concacaf.

Man har dog fremhævet, at pengene blev sendt som støtte til udviklingen af fodbolden i Concacaf, mens de amerikanske myndigheder mener, at pengene indgik i et større bestikkelsescirkus, som blandt andet handlede om tildelingen af VM-værtsskabet i 2010 til Sydafrika.

Den 72-årige Jack Warner, der også er tidligere vicepræsident i Fifa, fra Trinidad og Tobago afviser alle beskyldninger, mens Trinidad og Tobagos sportsminister og tidligere fodboldspiller, Brent Sacho, er klar i mælet.

- Han må stå til ansvar, og han må svare på alle spørgsmål om, hvad han har foretaget sig, så retfærdigheden kan sejre, siger Brent Sacho til BBC.

Jack Warner er blandt 14 nuværende og tidligere Fifa-folk samt topfolk inden for sportsmarketing og forhandling af tv-rettigheder, som i første omgang er mistænkt for korruption i størrelsesordenen én milliard kroner.

/ritzau/