Bilister fik et chok: Stor hund stod pludselig på motorvejen

Hunden stod på motorvejen mellem Korskroen og afkørslen til lufthavnen omkring klokken fem mandag morgen.

- Vi fik rigtig, rigtig mange opkald fra bilister, der havde set hunden stå på motorvejen. Vi sendte en patrulje ud, som fik indfanget hunden.

Det fortæller vagtchef ved Syd- og Sønderjyllands Politi, Ivan Gohr Jensen, til bt.dk.

Han tilføjer, at det drejer sig om en stor gammel han-hund, som ligner en gammel ruhåret hønsehund.

- Hunden er nu på politistationen og venter på, at der kommer et internat og henter den. Vi vil rigtig gerne have fat i ejeren, siger vagtchefen.

Hunden har hverken chip, halsbånd eller andre kendetegn, der kan identificere den eller dens ejer.

Så bor du omkring Varde og Esbjerg og mangler en hund, så kontakt politiet på 114.

 

Dagens Gossip