Bissen Barton slår kort-rekord i Premier League

Skrevet af admin

11/02/2015

Mest læste i dag

Den iltre engelske midtbanespiller Joey Barton kan sætte et nyt voldsomt punkt på sit cv, der i forvejen tæller flere voldsomme episoder og lange karantæner.

Tirsdag aften pådrog Joey Barton sig en advarsel i Queens Park Rangers' udekamp mod Sunderland. Det var syvende kamp i træk, at Barton blev skrevet med gult i dommerens sorte bog, og det er ny rekord i Premier League.

Rekorden lod vente på sig til det 78. minut, før Barton fik gult kort for en tackling på Sunderlands kantspiller Adam Johnson.

Den 32-årige englænder havde inden opgøret fået gult kort i kampene mod Crystal Palace, Swansea, Burnley, Manchester United, Stoke og Southampton.

Gult kort syv kampe er dog ikke en præstation, der topper Bartons bisseliste, selv hvis man kun kigger på ting, der er foregået på grønsværen.

I den sidste ligakamp i 2011-12-sæsonen fik midtbanemanden rødt kort for at smække en albue i hovedet på Manchester Citys Carlos Tevez. På vej ud af banen sparkede han Sergio Agüero bag knæet og forsøgte at nikke Vincent Kompany en skalle.

Den opførsel kostede Barton en bøde på over 700.000 kroner og 12 spilledages karantæne.

/ritzau/