Boe og Mogensen åbner badminton-julebal med sejr

Skrevet af admin

27/12/2014

Mest læste i dag

Juleferien er aldrig særlig lang for de bedste danske badmintonspillere, der traditionen tro stiller op til opvisningsturneringen Copenhagen Masters i Falconer Salen på Frederiksberg.

Således også for Mathias Boe og Carsten Mogensen, der først fredag kom hjem fra Super Series-finalerne i Dubai og derfor lige skulle spille flyrejsen ud af stængerne i lørdagens semifinale mod russerne Vladimir Ivanov og Ivan Sozonov.

Det gik dog problemfrit. Danskerne vandt 21-18, 21-15 og er klar til søndagens finale.

- Selv om cifrene måske ser rimeligt komfortabel ud, så var det en svær kamp. De gik hårdt på serverne, og det stressede os en smule. Men jeg synes, at vi fik løst det fint, siger Mathias Boe.

Han er glad for at kunne spille for et veloplagt hjemmepublikum og ville gerne byde de fremmødte på spektakulære dueller og slag.

Men selv om der ikke er verdensranglistepoint på spil i turneringen, så handler det først og fremmest om at vinde.

- Selvfølgelig vil vi gerne underholde publikum. Men hvis vi begynder at tage alt for let på det, så taber vi disse kampe. Og det vil vi ikke, siger Boe.

Han kan nu holde fri indtil søndag, men Carsten Mogensen må en tur i manegen igen senere lørdag eftermiddag.

Et afbud fra Mads Pieler Kolding betød nemlig, at Kamilla Rytter Juhl stod uden makker i mixeddouble, men Mogensen sagde ja til at vikariere.

I herredouble træder Anders Skaarup Rasmussen til som ny makker for Mads Conrad-Petersen.

/ritzau/