Bøder kan være på vej til FCK og Stuttgart

Balladen på tilskuerpladserne i forbindelse med Europa League-opgøret mellem FC København og VfB Stuttgart i Parken kan få konsekvenser for begge klubber.

Det europæiske fodboldforbund (Uefa) har i hvert fald åbnet en disciplinærsag mod både ude- og hjemmeholdet efter kampen, hvor der blandt andet blev brændt masser af fyrværkeri af og kastet genstande ind på banen.

- Uefa har indledt en disciplinærsag mod FC København for brug af laser og for at sende kasteskyts på banen, skriver unionen i en mail til tv2sport.dk.

Også Stuttgart risikerer en bøde. Det er blevet indberettet, at tyskernes fans ud over at brænde fyrværkeri af også har lavet ballade og hærværk.

FC København afventer indtil videre, hvad Uefas disciplinærudvalg når frem til.

- Ender det med en bøde, og det er der en god chance for, at det gør, så tager vi den til efterretning og vurderer, om vi synes den er fair eller ej, siger presse- og kommunikationschef Christian Wolny til tv2sport.dk

 

 

Dagens Gossip