Børn presses for tidligt i skole

Omgængere i børnehaveklasser er steget med 36 procent på tre år, så næsten 2.000 børn om året går i 0. klasse to gange. Det skriver Søndagsavisen.

Hos Skole og Forældre er der sket en tredobling af henvendelser fra forældre, der ikke får lov til at få udsat deres barns skolestart til året efter.

- Vi ser grelle eksempler på, at skolen ikke vil have børnene alligevel efter halvanden måned, og børnene ikke kan sendes tilbage til den børnehave, de kom fra, fordi der ikke er plads længere, siger souschef for Skole og Forældres forældrerådgivning Charlotte Broe til Søndagsavisen.

Siden 2009 har alle børn skullet starte i skolen i det kalenderår, hvor de er fyldt seks. Forældre kan søge om skoleudsættelse, men i sidste ende er det kommunen, der afgør, om barnet får lov til at vente.

Joon-Hee Køllesgaard tiggede og bad både børnehaven og kommune om, hendes femårige dreng Jason kunne vente et år med at starte i børnehaveklasse, men fik nej.

- Jeg følte en enorm magtesløshed, fordi jeg som forælder stod uden nogen indflydelse på mit eget barns ve og vel, siger hun.

Efter halvanden måned indkaldte børnehaveklasselederen Jasons forældre til en samtale, fordi hun ikke mente, han var på niveau med de andre børn. Til sommer skal han gå børnehaveklassen om.

- Hvis bare de havde lyttet til mig i første omgang, havde han ikke skullet gå igennem det her, siger hun.

Det kan være et alvorligt knæk at skulle gå en klasse om for de små børn og påvirke dem resten af skoletiden, forklarer professor i pædagogik ved Aarhus Universitet Stig Broström.

- De bliver mærkede af det, og deres selvværd daler, for de føler sig ikke gode nok. Undersøgelser peger også på, at det giver udslag i dårligere karakterer senere hen at starte for tidligt i skole.

 

Dagens Gossip