Bomber dræber seks i Donetsk - fredsmøde er aflyst

Skrevet af admin

30/01/2015

Mest læste i dag

Et kulturcenter og en eldrevet bus er fredag ramt af bomber i den oprørskontrollerede ukrainske by Donetsk, hvor mindst seks personer er dræbt.

En kameramand fra nyhedsbureauet Reuters har set fire tildækkede lig ved kulturcentret og et femte ved en totalsmadret bil tæt ved.

Ved en bombet trolleybus omkring en kilometer derfra har han set et sjette offer.

De prorussiske separatistledere i byen oplyser, at mindst syv personer er dræbt, deriblandt fem i angrebet på kulturcentret.

Ukraines militær giver prorussiske separatister skylden for angrebet og siger, at det ses som et forsøg på at underminere samtaler om våbenhvilen.

Regionen har været plaget af nogle af de værste kampe, siden våbenhvileaftalen blev indgået i efteråret.

Aftalen er krænket adskillige gange siden.

Regeringen i Kijev har ikke kommenteret bombeangrebene, som fandt sted inden, at den såkaldte kontaktgruppe med repræsentanter for Kijev, Moskva og OSCE skulle mødes i den hviderussiske hovedstad Minsk.

Frankrig og Polen anmoder fredag Rusland om at stoppe alle former for støtte til prorussiske separatister i Ukraine og opfordrer til øjeblikkelig våbenhvile.

De to lande opfordrer til, at sanktionerne mod Moskva skal fastholdes og advarer om, at de kan udvides, så længe der ikke er fundet en politisk løsning.

- Vi er meget bekymret over, hvad der sker i det østlige Ukraine, siger den franske præsident, François Hollande, efter samtaler med den polske premierminister, Ewa Kopacz.

Mødet i Minsk er imidlertid blevet aflyst, meddeler separatistledere ifølge nyhedsbureauet Reuters. De er på vej tilbage til Moskva.

Flere end 5000 mennesker er dræbt, siden konflikten brød ud i april sidste år.

/ritzau/Reuters