Borgerlige partier aflyser samråd om jøders sikkerhed

Skrevet af admin

20/05/2015

Mest læste i dag

Et samråd i Folketingets Retsudvalg, hvor justitsminister Mette Frederiksen (S) onsdag morgen skulle have svaret på spørgsmål om regeringens viden om danske jøders sikkerhed, er tirsdag aften blevet udsat.

Det oplyser Peter Skaarup, retsordfører for Dansk Folkeparti. Partiet havde sammen med Venstre, De Konservative og Liberal Alliance indkaldt til samrådet i kølvandet på København-angrebene ved Krudttønden og synagogen i Krystalgade i februar.

Men partierne mener ikke, at de har fået svar på alle spørgsmål forud for samrådet.

- Vi har modtaget svar på en del af vores spørgsmål, men vi mangler stadigvæk to af de centrale. Derudover vil de heller ikke udlevere et telefonnotat. Det, synes vi, er afgørende for, at vi med mening kan gennemføre samrådet, siger Peter Skaarup til Ritzau.

Han henviser til et telefonnotat, der indeholder oplysninger om korrespondance mellem Politiets Efterretningstjeneste (PET) og Justitsministeriet. Men det notat er ikke blevet udleveret fra Justitsministeriet med den begrundelse, at:

- Der ikke inden for rammerne af en folketingsbesvarelse kan gives oplysninger om PET's indsats i relation til bestemte personer, persongrupper eller lokaliteter om konkrete sikkerhedsmæssige spørgsmål.

Peter Skaarup mener, at det er vigtigt at få kendskab til indholdet i notatet før et samråd.

- Vi er interesserede i at vide, hvad regeringen egentlig har gjort for at højne sikkerheden for det jødiske samfund, og derfor er det vigtigt, at vi kan tale ud fra det samme vidensgrundlag som ministeren, siger Peter Skaarup.

- Det kan virke som om, at regeringen nægter at tage ansvar for den manglende beskyttelse af jødiske samfund. Man får den tanke, at regeringen ofrede PET-chefen i det stille håb, at man kan give ham og PET skylden for det hele, siger Peter Skaarup.

PET-chef Jens Madsen fratrådte kort før offentliggørelsen af regeringens redegørelse om angrebene i København sin stilling.

De borgerlige partier vil have et nyt samråd "hurtigst muligt".

/ritzau/