Borgerne på Bornholm mener ikke, at pårørende skal inddrages i den personlige pleje. Det viser resultatet af regionskommunens elektroniske borgerpanel, hvor 800 borgere er blevet spurgt.
Rapporten giver blandt andet et fingerpeg om, hvor grænsen for frivilligheden skal gå.
I morgen behandler Børne og Skoleudvalget samt Teknik og Miljøudvalget, som de første, borgerpanelundersøgelsen om frivillighed.
Frivillighed er stadig et varmt emne i velfærdsdebatten, og borgerpanelet har givet deres holdninger til kende.
- Jeg er glad for, at borgerne har taget sig tid til at svare på spørgsmålene om frivillighed. Det er vigtigt for os i mange sager at vide mere om det frivillige Bornholm. Men det er også rigtig vigtigt at vide, hvor bornholmerne står i diskussionen om hvor og hvordan de frivillige skal inddrages i den kommunale drift" fortæller borgmester Winni Grosbøll, og fortsætter:
- Resultatet af borgerpanelundersøgelse skal nu behandles i alle udvalg, sådan at diskussionen om frivillighed bliver en del af den politiske dagsorden.