Brand på tysk handicap-værksted: 14 dræbt

14 personer er omkommet ved en brand på et sydtysk værksted for handicappede i Titisee-Neustadt i Schwarzwald, meddeler politiet.

Yderligere syv personer er blevet såret ved branden på Caritas-værkstedet, hvor der er ansat 120 primært mentalt handicappede, som arbejder med træforarbejdning.

Det sydtyske politi og brandvæsen har iværksat en storstilet redningsindsats og indkaldt personale fra de omkringliggende regioner samt redningshelikoptere, efter at branden åbenbart brød ud i institutionens tagetage mandag ved 14-tiden.

Ifølge politiet er der sket en eksplosion på et lager, og det er endnu uvist, om der har været kemikalier opmagasineret i lageret i den lille by, der ligger cirka 35 kilometer øst for Freiburg.

Brandfolk har reddet adskillige handicappede og ansatte ud af den brændende bygning, som fortsat er indhyllet i tykke røgskyer.

Der skal have været 50 personer inde i bygningen, da branden brød ud, og situationen er mandag eftermiddag fortsat ret uoverskuelig.

Politiet har nu indrettet et samlingssted på en spedition i nærheden, hvor folk, der opholdt sig på institutionen, da branden brød ud, opfordres til at møde op for at blive registreret.

På den måde prøver politiet at danne sig et overblik over, hvorvidt der fortsat er personer inde i den brændende bygning.

/ritzau/dpa

 

 

Dagens Gossip