Brand raserer bibliotek med kostbare bøger i Moskva

Skrevet af admin

31/01/2015

Dagens topnyheder

Omkring 15 procent af alle bøgerne på et vigtigt bibliotek i Ruslands hovedstad, Moskva, er gået tabt under en brand.

Det siger Vladimir Fortov, præsident for biblioteket, ifølge nyhedsbureauet Itar-Tass.

Det er bygningen, der huser hovedbiblioteket under Institut for Forskning Information om Social Videnskab, kaldet Inion, der er brændt.

Branden brød ud omkring midnat og fortsatte til lørdag morgen.

Den britiske avis The Independent skriver, at biblioteket havde over 14 millioner bøger og historiske dokumenter.

Blandt andet husede Inion den største samling af litteratur på slavisk i Rusland.

Det blev grundlagt tilbage i 1918 og opbevarede dokumenter fra blandt andet Folkeforbundet, der var forløber for FN, fra Unesco samt parlamentariske papirer og statspapirer helt tilbage fra 1789.

Vladimir Fortov siger ifølge Itar-Tass, at nogle af de beskadigede dokumenter måske kan restaureres.

En politikilde siger ifølge Independent til nyhedsbureauet RIA Novosti, at det ser ud til at være en kortslutning, der udløste branden.

/ritzau/