Bupl: Vi har brug for debat om vores institutioner

Skrevet af admin

05/01/2015

Dagens topnyheder

Enhedslisten kræver en lovfastsat minimumsnormering i daginstitutionerne, ligesom der er en minimumsnormering for antallet af elever i en folkeskoleklasse.

Enhedslisten foreslår, at der maksimalt bør være tre børn per voksen i vuggestuer og dagplejer, seks i børnehaver og ni i skolefritidsordninger og på fritidshjem.

Forslaget bliver hilst velkomment af Bupl, som i en ny undersøgelse konstaterer, at der siden 1986 er blevet 58 procent flere børn pr. voksen i daginstitutionerne.

- Det er et område, der ikke er nogen standarder på, og det betyder, at kommunerne kan skære på bemandingen, fordi der ikke er nogen standarder overhovedet, siger Elise Bergmann, formand for Bupl.

- Det, det handler om, er at finde et tal, der er forskningsmæssig belæg for. Der er brug for flere pædagoger. Det handler ikke kun om antal - men også om, hvor mange uddannede pædagoger der er.

- Enhedslistens forslag er godt, fordi vi har brug for debatten, mener hun.

- Men vores udmelding, som vi har fra forskningen, er, at der faktisk skal være to og et halvt barn pr. voksen i vuggestuer og fem børn pr. voksen i børnehaver, så det er mindre end det, som Enhedslisten foreslår.

- Men vi hilser det rigtig meget velkomment, at vi taler om det og kigger på det, siger Bupl-formanden.

Ifølge Elise Bergmann viser forskning, at normering er et af de allervigtigste parametre for, at børnene får et godt børneliv, men også for nogle børn, som bliver robuste, og som kan klare sig bedre senere i livet.

- Det er det, vi skal stræbe efter, siger hun.

I 1986 passede en voksen i en vuggestue 4,1 børn i gennemsnit, mens en voksen ansat i dag skal holde styr på 6,5 af de små børn.

Presset er steget tilsvarende i børnehaverne. Her var der 7,5 børnehavebørn pr. voksen i 1986 og 11,8 i 2014.

En lovfast normering er den eneste sikre måde at stoppe den udvikling, hvor der bliver færre og færre voksne per barn, mener Enhedslistens børneordfører Rosa Lund.

/ritzau/