Burundi: Demonstranter ignorerer regeringens krav

Skrevet af admin

10/05/2015

Mest læste i dag

Søndag er demonstranterne igen gået på gaden i Burundis hovedstad, Bujumbura, efter en stille lørdag uden protester.

Regeringen beordrede lørdag, at de demonstrationer, der de seneste ugers tid har kostet mindst 18 mennesker livet, øjeblikkeligt skulle indstilles, og at alle barrikader på gaderne skulle fjernes.

Det har demonstranterne valgt at overhøre. Og i stedet for at bruge lørdagen på at fjerne barrikaderne, har demonstranterne brugt dagen på at forstærke dem.

Demonstranterne er utilfredse med at landets præsident, Pierre Nkurunziza, vil stille op til en tredje periode som præsident, da der i landets forfatning står skrevet, at en præsident kun kan sidde to perioder.

Tidligere på ugen fik præsidenten rettens ord for, at han gerne må stille op igen, da han til sin første periode som præsident ikke blev folkeligt valgt, men blev indsat af et midlertidigt parlament, som var dannet som en del af afslutningen på 13 års borgerkrig.

Det internationale samfund har udvist bekymring for, at situationen kan gå fra at være en konflikt mellem demonstranter og regering til at blive en konflikt mellem Hutuer og Tutsier, som det var tilfældet under borgerkrigen fra 1992 til 2005.

/ritzau/