Jørgens Ostehandel, Bodils Bogbutik og utallige andre små specialbutikker er snart fortid i de danske bymidter.
Specialbutikker rykker i stigende grad ud af de fysiske lokaler og ind i cyberspace. Det viser en ny analyse fra ICP (Institut for Center-Planlægning).
Ifølge analysen vil nethandel overtage større og større markedsandele. Det betyder, at op mod en tredjedel af specialbutikkerne frem mod år 2025 uddør. Det skriver Jyllands-Posten Erhverv.
Det er primært butikker i mindre og mellemstore byer, der vil lide døden.
- Vi vil se, at det især er specialiserede butikker i provinsbyerne, som vil blive ramt. Folk i disse områder vil have langt til metropolerne og vil i højere grad benytte sig af nethandlen, hvilket vil gå udover butikscentrum i disse byer, siger Per Nyborg, der er administrerende direktør i ICP, til Jyllands-Posten Erhverv.
Man har udarbejdet tre scenarier for udviklingen af butikkerne i Danmark. I det mest vidtgående scenarie vil 15 procent af dagligvareforbruget og 50 procent af udvalgsvareforbruget blive gjort via internettet.
Holder det scenarie stik, vil 3,7 millioner kvadratmeter ud af de nuværende 11 millioner kvadratmeter dagligvarebutik være væk om 12-13 år. Det betyder 25 procent færre dagligvarebutikker og 40 procent af udvalgsvarebutikkerne.
ICP tror dog ikke på, at det værste scenarie vil udfolde sig.
Men samtidig med, at butiksarealet skrumper ind, vil der dog blive bygget nyt, der hvor der bygges ny beboelse, mener Per Nyborg.
Kilde: Jyllands-Posten Erhverv