Byret godkender gult antibiotika-kort til svineavler

Skrevet af admin

30/01/2015

Dagens topnyheder

En svineavler klagede over et gult kort for at bruge for meget antibiotika, men Retten i Nykøbing Falster har fredag afsagt dom, hvor fødevaremyndighedernes gule kort blev godkendt.

I den konkrete sag havde fødevaremyndighederne på baggrund af registreringer af ordineret medicin udstedt et gult kort, da svineproducenten havde overskredet nogle fastsatte grænseværdier i loven.

Svineproducenten havde gjort gældende, at fødevaremyndighedernes afgørelse var ulovlig og ugyldig, hvilket retten afviste.

Sagen blev behandlet af tre dommere, idet den kan få væsentlig betydning for andre svineproducenter.

I perioden 2001 til 2009 har forbruget af antibiotika i landbruget været konstant stigende, og det er almindeligt anerkendt, at stigningen i forbruget kan føre til en øget bakteriel resistens mod de anvendte antibiotika, oplyser retten.

Stigningen i antibiotikaforbruget har været størst indenfor svineproduktion.

Gult kort-ordningen er indført for at reducere antibiotikaforbruget hos svineproducenter. Et påbud om gult kort indebærer, at svineproducenten skal nedbringe antibiotikaforbruget over en vis periode.

/ritzau/