Chaufførforening: Forseelser straffes hårdt

27/01/2013 13:41

Newspaq

Nyheder

Mest læste i dag

De 600 danske virksomheder, der beskæftiger sig med godstransport, venter med spænding på, at Højesteret tirsdag afgør, om en sjællandsk chauffør skal miste kørekortet, fordi han holdt en pause, der var to minutter for kort.

- Vi håber og tror, at Højesteret skærer igennem, så en chauffør ikke skal miste kørekortet på grund af en bagatelagtig forseelse, siger direktør Jacob Christian Nielsen, Brancheorganisationen for den danske vejgodstransport, ITD.

Sagen drejer sig om en pause, som chaufføren holdt under en arbejdsdag for snart tre år siden. Da overtrædelsen af køre-hvile-tiden blev behandlet ved Retten i Roskilde, blev han fradømt kørekortet, mens han i Østre Landsret slap med en bøde.

Tirsdag skal Højesteret så skære igennem i striden.

Jacob Christian Nielsen mener, at chaufførerne, der er ansat hos hans medlemmer, risikerer at blive straffet meget hårdt for bagateller.

- Formålet med at køre disse sager er, at vi gerne vil have retssikkerheden tilbage, så der er proportion mellem forseelsen og den straf, man bliver idømt, siger Jacob Christian Nielsen.

Brancheorganisationen er helt indstillet på, at branchens brodne kar skal fanges og straffes hårdt ved domstolene, hvis nogen bevidst overtræder bestemmelserne om køre- og hviletid, og hvis de ved at overtræde reglerne bringer andres liv i fare.

Men måske kunne man finde en bagatelgrænse, så de mindre forseelser trækkes ud af retssystemet og ordnes administrativt af for eksempel Trafikstyrelsen, lyder branchens opfordring til politikerne.

- Vi synes, retssystemet skal bruges i de større og meget alvorlige sager, hvor nogle kører med hovedet under armen, så der er fare for trafiksikkerheden, siger Jacob Christian Nielsen.

- I sager om få minutter for korte pauser eller pauser, der holdes få minutter for sent, må det være nok at udstikke bøder rent administrativt, siger han.

/ritzau/