Chelsea lægger afstand til Manchester City i toppen

Skrevet af admin

10/01/2015

Mest læste i dag

Med en 2-0-hjemmesejr over Newcastle har Chelsea sat sig alene på førstepladsen i Premier League, eftersom rivalen Manchester City på samme tid kun fik 1-1 ude mod Everton.

Inden 21. spillerunde lå Chelsea og mesterholdet Manchester City helt lige med 46 point og en identisk målscore på 44-19. Nu har Chelsea altså et forspring på to point ned til Manchester City.

De to tophold mødes i øvrigt snart i Premier League. 31. januar tørner de sammen i London.

Med sejren over Newcastle svarede Chelsea godt igen efter 3-5-nederlaget ude til Tottenham i den seneste spillerunde.

Selvom det som ventet endte med en Chelsea-sejr, så var det Newcastle, der i første halvleg havde de klart bedste chancer.

Rémy Cabella fremtvang blandt andet en god redning ud af Petr Cech i Chelseas mål, og senere sendte Moussa Sissoko bolden på stolpen.

Men Chelsea var nådesløse, da chancen bød sig. Kort før pausen havde højrebacken Branislav Ivanovic bevæget sig med frem, og han sendte bolden ind til Oscar. Brasilianeren svigtede ikke, og så var hjemmeholdet foran 1-0 ved pausen.

Efter en times spil gjorde topscorer Diego Costa det til 2-0, og så var Newcastle knækket.

Manchester City udbyggede sin stime i Premier League til 12 kampe uden nederlag, men mestrene må være skuffede, eftersom Fernandinho et kvarter før tid bragte Manchester City foran 1-0 og dermed lignede en matchvinder.

Men kriseramte Everton udlignede kort tid efter ved Steven Naismith. Everton burde faktisk have bragt sig foran 1-0 lige inden pausefløjtet, da først Romelu Lukaku havde en god chance, og efterfølgende sendte Seamus Coleman bolden på stolpen.

Den danske forsvarsspiller Jores Okore spillede hele kampen for Aston Villa, som på udebane tabte 0-1 til bundproppen Leicester, der fortsat er uden en skadet Kasper Schmeichel i målet. Okore indkasserede et gult kort i første halvleg.

/ritzau/