Chiles præsident beder alle ministre gå af

Skrevet af admin

07/05/2015

Dagens topnyheder

Chiles præsident, Michelle Bachelet, har onsdag aften lokal tid opsigtvækkende besluttet at stikke alle sine ministre det nærmeste, man kan komme, på en fyreseddel.

I løbet af de næste dage vil præsidenten, der har oplevet en voldsom nedgang i popularitet, sammensætte et nyt ministerhold.

- For et par timer siden bad jeg alle ministrene træde tilbage, og jeg vil bruge 72 timer på at beslutte, hvem der forbliver ministre, og hvem der skal gå af, siger hun i et interview med en lokal tv-station.

Centrumvenstrepolitikeren Bachelets popularitet har ramt det laveste niveau nogensinde i de seneste uger efter en række sager om korruption. Så sent som onsdag viste en måling, at utilfredsheden med hende vokser.

Chile har været ramt af en skandale, hvor hovedsageligt oppositionspolitikere er blevet fanget i at finansiere valgkampagner på ulovlig vis, men præsidenten selv er også kommet i søgelyset i forbindelse med et banklån og en lukrativ handel med et stykke land, som kom hendes svigerdatter til gode.

Bachelet har hele tiden holdt fast i, at hun ikke kendte til handlen, men hun indrømmede onsdag, at hun har begået "alvorlige fejl" ved ikke at vende hjem fra en ferie eller kommentere anklagerne mod hende i tide.

Virakken om hendes person og skandalerne har overskygget Bachelets politiske dagsorden på et tidspunkt, hvor hun forsøger at gennemføre reformer inden for blandt andet uddannelse og på arbejdsmarkedet.

Mange politikere fra præsidentens parti bakker op om den store regeringsrokade.

- Godt gået, præsident! Anmodningen om at træde tilbage markerer en ny start, skriver venstrefløjssenatoren Carlos Montes på Twitter.

Det står ikke klart, hvem - hvis nogen - af ministrene, der kan blive i embedet. Normalt sidder finansministeren dog på posten i en hel regeringsperiode. Den tjans varetages i dag af Alberto Arenas.

/ritzau/Reuters