Chris Anker skifter til fransk hold på anden klasse

Skrevet af admin

17/09/2015

Dagens topnyheder

Cykelrytteren Chris Anker Sørensen skal i næste sæson køre for det franske cykelhold Fortuneo-Vital Concept.

Den 31-årige dansker har de seneste otte sæsoner kørt for Tinkoff-Saxo, men i 2016 skal han prøve noget nyt.

Modsat den nuværende arbejdsgiver, så er Fortuneo-Vital Concept ikke et World Tour-hold, men et pro-kontinental-hold.

Derfor vil Anker Sørensen ikke få adgang til at køre de samme løb, som han har været vant til de senere år.

I 2015 deltog danskerens kommende arbejdsgiver dog i verdens største cykelløb Tour de France i hjemlandet. Det skete under navnet Bretagne-Séché Environnement, men fra 2016 ændrer holdet navn til Fortuneo-Vital Concept.

Chris Anker Sørensen vurderer, at han vil passe bedre ind på sit nye, lidt mindre hold frem for Tinkoff-Saxo, hvor rytterne er tvunget til at køre på en anden måde.

- Vi kører mere for at være i kontrol frem for at tage initiativ, og så er miljøet blevet ganske upersonligt.

- Nu er jeg 31 år, og jeg ønsker at genfinde min smag for det offensive i en familiær atmosfære, siger Chris Anker Sørensen til sit nye holds hjemmeside.

Midtjydens kommende holdkammerater består primært af franske ryttere samt en lille håndfuld udlændinge.

Den rutinerede danske klatrer har ikke haft nogen god sæson, og det har i et stykke tid stået klart, at han skulle finde et nyt cykelhold, da Tinkoff-Saxo ikke tilbød ham en kontraktforlængelse.

/ritzau/