Christiansfeld Centret flyttet på grund af skimmelsvamp

I stedet rykker centret, som huser turistbureau, videncenter og byinformation, for en stund ind i Christiansfelds tidligere bibliotek i Nørregade 12.

- Da medarbejderne i Christiansfeld Centret har klaget over dårligt indeklima, har Kolding Kommune fået lavet en bygningsundersøgelse. Rapporten viser, at indeklimaet er forurenet med skimmelsvamp, og derfor kan vi naturligvis ikke længere bruge bygningen som arbejdsplads for centrets leder og to medarbejdere, oplyser kommunens områdechef for kultur, Nicolai Dupont Heidemann.

Da det er vigtigt at opretholde de funktioner, som Christiansfeld Centret varetager, flytter turistbureau, videncenter og byinformation midlertidigt ind i det tidligere bibliotek i Nørregade.

- Det tidligere bibliotek ejes af Kolding Kommune. Ejendommen står på salgslisten og skal udbydes til salg i 2014, men står i øjeblikket tomt. Vi åbner i Nørregade 12 tirsdag den 1. april. Vi skal bruge lidt tid på at indrette lokalerne, som har stået tomme et stykke tid. Indtil åbningen kan turister og andre gæster kontakte Christiansfeld Centret pr. telefon og mail, påpeger Nicolai Dupont Heidemann.

Det er Brødremenigheden, der ejer bygningen, hvor der nu er konstateret skimmelsvamp. Med udgangspunkt i rapporten fra Dansk Bygningsanalyse vil Brødremenigheden nu i dialog med Kolding Kommune vurdere, hvad der skal ske med bygningen.

Det er uvist, om Christiansfeld Centret når at flytte tilbage til Kongengade 9A, da centret under alle omstændigheder skal flytte ind i Søstrehuset i Lindegade 14 i begyndelsen af 2015. Søstrehuset er i øjeblikket ved at gennemgå en omfattende renovering.

 

Dagens Gossip