Country-ikon får sit bæltedyr tilbage

Et bæltedyr ved navn Ol' Dillo forsvandt sporløst efter en koncert med den legendariske countryrocker Willie Nelson i Las Vegas mandag aften.

Men nu er dyret, som tjener som Nelsons maskot under koncerter, kommet tilbage i god behold. Det skriver MSN Entertainment.

Man skal dog ikke frygte for, at det hårdhudede dyr har været udsat for overlast under sin kidnapning. Der er nemlig tale om et udstoppet bæltedyr og altså ikke et levende et af slagsen.

Dyret forsvandt, mens Willie Nelson hilste på sine fans efter koncerten, som fandt sted på Westin Lake Las Vegas Resort mandag aften.

Ifølge marketingansvarlig ved Westin, Matt Boland, ringede Nelsons mandskab midt om natten og bad hotelpersonalet om at iværksætte en eftersøgning af det forsvundne bæltedyr - dog uden held.

Boland fortæller, at han tirsdag morgen uden for hotellet blev mødt af en mand med en undskyldende mine. Manden rakte ham en skoæske og bad ham levere den til Willie Nelson.

Æsken, som indeholdt det forsvundne bæltedyr, blev med hast sendt videre til Californien, hvor Willie Nelson skulle give sin næste koncert.

Newspaq

 

Dagens Gossip