Danmark 2014: Billigere bøffer og bedre boliger

Det viser tal fra Danmarks Statistik, og der er en god forklaring på, at vi prioriterer vores hjem så højt og drosler ned på andet, lyder det fra ejendomsmæglerkæden Nybolig.

- Forskning viser, at boligen er meget vigtig for de fleste menneskers velbefindende, og at den for mange ligefrem er en del af deres identitet. Derfor vil de gerne betale for at bo godt. Danskerne værdsætter simpelt hen boligen på en helt anden måde end tidligere, forklarer Nyboligs pressechef, Kim Pauli.

I 1948 udgjorde udgiften til bolig 5 pct. af det samlede private forbrug – i dag bruger vi næsten en fjerdedel af indkomsten på boligen, nemlig 22 pct.

Omvendt er det gået med, hvor mange af husholdningskronerne vi spenderer på madvarer. I 1948 var det godt 38 pct. – nu er det kun 14 pct. En del af forklaringen er, at priserne på boliger er steget mere end på fødevarer.

- Men når boligudgifterne i dag er så meget større end i 1948, skyldes det ikke mindst, at kvaliteten af vores huse og lejligheder er langt højere nu end i efterkrigsårene. De er bedre udstyret og mere attraktive. Lidt populært kan man sige om udviklingen, at boligerne er blevet bedre og bøfferne billigere, siger Kim Pauli.

Danskernes boliger er siden efterkrigstiden blevet opgraderet i et omfang, som de færreste er klar over, viser tallene fra Danmarks Statistik. Fx havde kun en tredjedel af husstandene i 1955 centralvarme og eget bad, og kun 62 pct. af boligerne havde eget toilet. I dag er den type bekvemmeligheder en selvfølge for stort set alle.

Danskernes foretrukne familiebolig er i øvrigt en villa eller et rækkehus. En videnskabelig undersøgelse har dokumenteret, at næsten 80 pct. af befolkningen allerhelst vil bo i et hus – og at mere end 60 pct. også gør det.

 

Dagens Gossip