Beløbet kunne ifølge økonomer have afbødet de værste konsekvenser af den økonomiske krise.
Milliardoverskuddet fra nordsøaftalen, som blev indgået mellem daværende økonomi- og erhvervsminister Bendt Bendtsen (K) og blandt andre A.P. Møller - Mærsk, ville have været langt større, hvis aftalen havde fulgt anbefalinger i en rapport fra 2001 fra eksperterne i det såkaldte kulbrinteudvalg, skriver Politiken.
Overvismand Hans Jørgen Whitta-Jacobsen fra Københavns Universitet vurderer ifølge avisen, at samfundet ikke får den andel ud af ressourcerne i Nordsøen, som det burde.
Havde aftalen fulgt anbefalingerne, så skulle olieselskaber som Mærsk frem til 2043 betale 84 procent i skat i stedet for de 64 procent, som blev resultatet af VK-regeringens aftale.
Socialdemokraternes skatteordfører, Thomas Jensen (S), siger, at VK-regeringen har sløset milliarder bort.
»Det ærgrer mig i den grad at tænke på, hvor meget vi som samfund kunne have fået ud af de over 100 milliarder kroner. Derfor må Lars Løkke redegøre for, hvorfor VK-regeringen hellere ville polstre olieaktionærernes bankkonti end styrke dansk økonomi,« siger han.
Ifølge Bendt Bendtsen, der i dag er medlem af Europa-Parlamentet, var der intet alternativ til at forhandle en aftale på plads med Mærsk.
»Hvis jeg ikke havde lavet en aftale i 2003, kunne man dadle mig herfra og til evigheden, fordi jeg lod 250 milliarder sejle ude i Nordsøen,« siger han med henvisning til det beløb, nordsøaftalen har sikret statskassen.
Venstres energiordfører Lars Christian Lilleholt (V) kalder aftalen »rigtig god«.
SRSF-regeringen skal til efteråret forhandle med Folketinget om en skærpelse af beskatningen af en række udenlandske olieselskaber.