Danmark kan sikre sig VM-kamp mod Kroatien

Skrevet af admin

30/01/2015

Dagens topnyheder

Hvis Danmark fredag aften vinder placeringskampen mod Slovenien, så venter en kamp mod Kroatien om at blive nummer fem ved VM i Qatar.

Taber Danmark derimod til slovenerne, så står holdet over for Tyskland om at undgå at blive nummer otte.

Fredag eftermiddag vandt Kroatien 28-23 over Tyskland og er nu sikker på at slutte som mindst nummer seks.

Egentlig ville både Tyskland og Kroatien helst stå i den semifinale, som afvikles senere fredag aften mellem VM-værten Qatar og Polen.

Men hverken Kroatien eller Tyskland levede op til forventningerne i kvartfinalerne, hvor tyskerne tabte til sensationsholdet Qatar, mens Polen næsten lige så overraskende slog kroaterne.

Derfor var der kun tale om den første ud af to placeringskampe om at blive nummer fem til otte for Kroatien og Tyskland. Og Kroatien er nu sikker på adgang til OL-kvalifikationen.

Tyskland begyndte ellers bedst og var i spidsen med 5-2 efter ni minutters spil.

Men kroaterne gav ikke op og fik kontakt igen ved stillingen 6-6 ved Marko Kopljar, som også scorede til 7-6 kort efter.

Tyskerne havde svært ved at følge med, og kroaterne stak af sted på nogle hurtige og effektive kontraangreb. Kroatien var foran 13-11 ved pausen

I anden halvleg fik tyskernes højrefløj Johannes Sellin udlignet til 13-13 i løbet af tre minutter, og så var spændingen tilbage i opgøret. Men kun for en stund.

Kroatien skruede atter tempoet op, stod godt i forsvaret, og fløjene Manuel Strlek og Ivan Cupic kunne sørge for en sikker 19-14-føring. Det lignede en afgørelse på kampen.

Den tyske landstræner, islændingen Dagur Sigurdsson, satsede og tog målmand Silvio Heinevetter ud, når Tyskland var i angreb, og med en markspiller ekstra gav det to hurtige reduceringer til 16-19.

Men tættere på kom tyskerne ikke, for skarpheden var ikke god nok, og kroaterne blev ved med at score på kontra.

Danmark spiller sin placeringskamp mod Slovenien klokken 16.30 dansk tid.

/ritzau/