Danmark vender truende nederlag i generalprøve

Skrevet af admin

08/06/2015

Dagens topnyheder

Resultat- og spillemæssigt har Danmark fået en god optakt til lørdagens EM-kvalifikationskamp mod Serbien.

I mandagens generalprøve mod Serbiens naboland Montenegro skabte de danske spillere flere gode muligheder, men fandt først skarpheden efter 70 minutter, før 0-1 blev vendt til slutresultatet 2-1 i løbet af et kvarter.

Først udlignede Christian Eriksen med et fladt spark inde i feltet efter 70 minutter, mens indskiftede Viktor Fischer sørgede for det danske sejrsmål på et straffespark efter 85 minutter.

I pausen udgik Nicklas Bendtner. Det skyldes angiveligt lyskeproblemer hos Bendtner, men oplysningen er ikke bekræftet. I hans fravær spillede Morten "Duncan" Rasmussen hele anden halvleg i front.

Danmark indledte kampen bedst og pressede på i det første kvarter, hvor både Lars Jacobsen og Simon Poulsen fra hver sin back-position gik godt med i det opbyggende spil og havde flere gode indlæg.

Men første gang Montenegro var i nærheden af Danmarks mål, scorede holdet.

Efter et hjørnespark fik målmand Kasper Schmeichel bokset bolden hen til Montenegro-stjernen Stevan Jovetic, og Manchester City-angriberen hamrede konsekvent bolden fladt i mål.

Dermed fortsatte en dårlig stime for det danske landshold. Det var ottende landskamp i træk, at Danmark indkasserede kampens første mål.

Efter målet faldt tempoet en smule i det danske spil, men der var alligevel muligheder for udligning inden pausen.

Pierre-Emile Højbjerg havde blandt andet en afslutning på stolpen, mens Yussuf Poulsen i overtiden af første halvleg fik to store målchancer - først med hovedet efter et hjørnespark, og siden med benene alene med Montenegros målmand.

Montenegro-spillerne virkede trætte allerede tidligt i anden halvleg, og det udnyttede Danmark til at sætte sig endnu mere tungt på kampen. De 9180 tilskuere på et fyldt Energi Viborg Arena måtte dog vente 25 minutter, før udligningen kom fra Christian Eriksens fod.

Midtbanespilleren sparkede bolden faldt i mål efter et oplæg fra Yussuf Poulsen. Montenegros målmand så dog ikke alt for heldig ud i situationen.

Et kvarter senere spillede indskiftede Lucas Andersen en bold i dybden til Lars Jacobsen, og højrebacken blev nedlagt i feltet. Det medfølgende straffespark blev sikkert eksekveret af Viktor Fischer, der var tilbage på landsholdet efter halvandet års fravær.

I løbet af anden halvleg gav Morten Olsen også debut til Chelseas Andreas Christensen på den defensive midtbane og Brøndbys Riza Durmisi på venstreback. Begge skal senere i juni med det danske U21-landshold til EM.

/ritzau/