Dansk bordtennistalent er færdig i European Games

Skrevet af admin

16/06/2015

Dagens topnyheder

Det blev kun til én kamp ved European Games i Baku for den danske bordtennisspiller Jonathan Groth.

Tirsdag eftermiddag var Groth i aktion mod spanieren Marc Duran i første runde i herresingle, og den 22-årige dansker måtte efter en tæt kamp se sig slået med 2-4 i sæt.

Duran vandt første sæt 13-11, og spanieren øgede til 2-0 ved at vinde andet sæt 11-8 - trods en dansk 7-0-føring undervejs.

Groth slog tilbage og vandt tredje sæt med 11-6, tabte fjerde 7-11, inden han i suveræn stil vandt 11-2 i femte sæt.

Jonathan Groth, som til daglig optræder for TTC Grenzau i den tyske Bundesliga, kæmpede hårdt for at hænge på i sjette sæt.

Han kom bagud 6-9, men kom tilbage til 9-9, inden Marc Duran afgjorde kampen med 11-9 i sjette sæt.

Groth er eneste danske bordtennisspiller ved det store stævne i Aserbajdsjan, og dermed er det altså slut med dansk deltagelse i bordtennisrækken.

/ritzau/