Dansk hækkeløber slår rekord for anden gang

Skrevet af admin

25/06/2015

Mest læste i dag

For blot anden gang siden 1987 er den danske rekord i 110 meter hæk blevet forbedret. Det skete torsdag aften i Finland ved Paavo Nurmi Games, hvor Andreas Martinsen løb i mål som nummer fire i tiden 13.66 sekunder.

Dermed skar den 24-årige Aarhus 1900-atlet to hundreddele af sin egen danske rekord, som blev sat i Litauen for to år siden.

Trods de yderst sjældne rekordforbedringer kan det ikke siges at komme som den store overraskelse. Andreas Martinsen vandt søndag et stævne i Bulgarien i tiden 13.71 sekunder, og det skete i modvind.

Hovedpersonen selv tror da bestemt heller ikke på, at det bliver den sidste rekord i år.

- Jeg føler stadig, at der er meget mere at hente. Det var koldt i dag, og jeg manglede lige at få alle tekniske ting til at fungere, lyder det fra rekordholderen, som løber igen allerede lørdag i polske Sopot.

Ved løbet i Turku var der dobbelt cubansk sejr ved Yordan O’Farrill og den tidligere verdensrekordholder Dayron Robles, mens Antonio Alkana fra Sydafrika snuppede tredjepladsen.

Den seneste rekordholder før Andreas Martinsen var Erik S. Jensen, som i 1987 satte tiden 13.82 sekunder. I 2013 satte Andreas Martinsen tiden 13.68 sekunder, som nu er blevet forbedret endnu en gang.

/ritzau/