Dansk ishockey skriver historie ved junior-VM

Skrevet af admin

31/12/2014

Dagens topnyheder

For første gang er det lykkedes for det danske U20-landshold i ishockey at komme videre til en kvartfinale ved VM.

Det står klart onsdag aften ved turneringen, som afvikles i Toronto og Montreal i Canada.

I de hidtidige turneringer er det danske landshold hver gang tvunget ud i nedrykningsspillet, men denne gang peger pilen altså opad for de unge danske hockeyspillere.

Holdet formåede at spille uafgjort mod Tjekkiet og Rusland, tabte til Sverige, men besejrede Schweiz med 4-3.

I den situation kunne danskerne avancere til kvartfinalerne, hvis der kom et gunstigt resultat i en af de øvrige kampe, og håbet blev indfriet sent onsdag aften dansk tid, da Sverige sejrede over Schweiz med 5-1.

Holdet trænes af Olaf Eller, hvis søn Mads spiller i førstekæden sammen med to andre spillere med kendte hockey-fædre, nemlig Nikolaj Ehlers, der er søn af Heinz, og Oliver Bjorkstrand, der er søn af Todd.

Oliver Bjorkstrand står i øvrigt onsdag aften som nummer fem på listen over de mest scorende spillere.

Ved dette VM har holdet præsteret flot hockey, og blandt andre målmanden Georg Sørensen fra Herning Blue Fox har udmærket sig.

Kvartfinalerne afvikles 2. januar. Modstanderen bliver enten USA eller Canada.

Billetten til kvartfinalen garanterer desuden, at landsholdet kan deltage ved næste års turnering i Finland.

/ritzau/