Dansk træner efter lynfyring i storklub: Det er komisk

Skrevet af admin

03/02/2015

Dagens topnyheder

Den 5. januar meddelte den makedonske håndboldklub WHC Vardar, at den havde tilknyttet den danske træner Kim Rasmussen som konsulent for trænerstaben i klubben.

Tirsdag meddelte storklubben fra Skopje, at danskeren er færdig efter knapt en måned, selvom han havde en kontrakt på to et halvt år.

Kim Rasmussen, der også er landstræner for Polens kvinder, er tilbage i Danmark igen, og han ser tilbage på et turbulent forløb.

- Man ved, at der mange gange bliver handlet med følelserne, når man tager til Syd- eller Østeuropa. Men jeg havde stadig forventet mere end cirka 14 dage, siger danskeren.

Han har regnet sig frem til, at han rent fysisk nåede at være 16 dage i WHC Vardar.

- Det er komisk, og jeg er rigtig ærgerlig. Jeg synes, det er noget fis, men så kan man komme med sin danske tilgang til tingene, og det er lidt ligegyldigt, siger Kim Rasmussen.

Træneren peger på Vardars Champions League-nederlag på 23-26 ude til tyske HC Leipzig for fire dage siden som en årsag til, at han røg ud af klubben.

- Vardars russiske ejer gør tingene meget impulsivt, og der skulle måske være en syndebuk for vores forfærdelige kamp mod Leipzig. Og så skød man skylden på mig.

- Men der er trods alt grænser for, hvor meget man kan flytte et hold på 14 dage, og den sidste uge op til Leipzig-kampen var jeg der ikke.

- Jeg tager det med et smil. Jeg ved godt, at det er en kynisk verden, men jeg havde da forventet lidt mere end 14 dages arbejde, siger Kim Rasmussen.

Danskeren forventer ikke at få løn i resten af kontraktperioden.

- Det er bare et stykke papir i den del af verden. Jeg er hjemme nu, og det er jeg glad for, siger han.

Kim Rasmussen førte i 2013 Polen til en fjerdeplads ved VM.

De næste store opgaver med polakkerne kommer til sommer, når der er kvalifikationskampe til VM i Danmark, der bliver spillet i december.

- Vi har nogle vigtige playoff-kampe i juni mod Ukraine, og dem har jeg fuldt fokus på, siger træneren.

/ritzau/