Kinas mulige store interesse i den grønlandske undergrund har været et varmt politisk emne forud for tirsdagens valg til Inatsisartut, det grønlandske landsting.
Men den danske ambassadør i Kina, Friis Arne Petersen, mener, at man bør lægge en dæmper på de forventninger, der er til milliardindtægter fra kinesiske investeringer i minedrift på Grønland.
Det kolde klima og afstanden kan gøre Grønland dyr i kinesiske øjne, vurderer Friis Arne Petersen over for Nordjyske Stiftstidende.
- Transportomkostningerne bliver meget store. Og Kina har ikke råd til at lave minedrift nogen steder i verden, uden at de kinesiske virksomheder overholder de lokale krav.
- Alt andet lige bliver det en meget høj produktionsomkostning, siger Friis Arne Petersen til avisen søndag.
På nuværende tidspunkt er kineserne angiveligt interesseret i en jernmine i et øde område 150 kilometer nordøst for Nuuk.
Men Friis Arne Petersen mener, at ikke mindst Australien kan være en hård konkurrent for Grønland, når kineserne skal investere i miner. Det er ganske enkelt billigere.
- De kinesiske statsvirksomheder, som skal lave det her, er nødt til at sikre, at de har orden i økonomien. Derfor vil de analysere, hvad de samlede omkostninger er. Australien ligger nok noget tættere på i omkostninger, siger ambassadøren.
Den grønlandske minister for råstoffer, Ove Karl Berthelsen (IA), har været meget interesseret i at komme til Kina.
I Grønland har valgkampen blandt andet været domineret af, hvordan skatteindtægterne fra minedriften kan sikres snarere end, om projektet i det hele taget kan blive til noget.
I Danmark har fokus været på, at der kan blive tale om, at omkring 3000 kinesiske arbejdere skal anlægge minen til billige penge, hvilket er reguleret i den såkaldte storskalalov, som har været heftigt debatteret blandt politikerne.
Når eller hvis minen bliver klar, kan op mod 700 grønlændere få arbejde i den.
/ritzau/