Dansk VM-joker: Bruuns nye job kan løfte Team Tvis

Skrevet af admin

13/01/2015

Mest læste i dag

Med meddelelsen om at Klavs Bruun Jørgensen fra den 1. juni skal være landstræner for Danmarks kvindelige håndboldlandshold, står det samtidig klart, at Team Tvis Holstebros herrehold skal have ny cheftræner fra næste sæson.

Holdets VM-spiller Michael Damgaard tror, at afgørelsen kan gavne både Klavs Bruun Jørgensen og Team Tvis Holstebro i den resterende del af sæsonen i Boxer Herreligaen.

- Jeg tror, at det måske kan være med til at løfte ham lidt og give ham lidt mere af den passion og vilje, der kan være med til at løfte hele holdet, siger Michael Damgaard.

Team Tvis Holstebro ligger i øjeblikket nummer seks i ligaen. Holdet har haft nogle udfald i den seneste tid, blandt andet da holdet satte et kæmpe forspring over styr og tabte med et mål til Aalborg Håndbold.

- Vi har været inde i en lidt hård periode. Men nu går han sit drømmejob i møde, så der må være mange sommerfugle, der flyver rundt i maven.

- Det kan være med til at give de sidste par procenter, der er så afgørende i håndbold, siger Michael Damgaard.

/ritzau/