Danske raketbyggere tester verdens største raketmotor i København

En gruppe danske raketentusiaster, med Kristian Von Bengtson og Peter Madsen i spidsen, vil på lørdag affyre verdens største amatørbyggede raketmotor, TM-65, der også hedder "Tordenskjold". Det sker klokken 14 på B&W's gamle dokområde på Refshaleøen i København.

Det er foreningen Copenhagen Suborbitals, der står bag affyringen af raketmotoren.

Foreningens mål er at bygge en raket der kan sende en mand ud i rummet, og bringe ham sikkert tilbage igen.

Rumprojektet er “open source” og non-profit – og drevet af ønsket om at vise at det kan lade sig gøre at sende et menneske ud i rummet, udelukkende ved brug af frivillig arbejdskraft og begrænsede budgetter. Siden gruppen startede i 2008 har den udført utallige tests og prøveopsendelser, men med den nye store motor, er målet inden for rækkevidde.

Copenhagen Suborbitals lover en fantastisk oplevelse for synet, hørelsen og ikke mindst mellemgulvet, når den store raketmotor Tordenskjold på lørdag slipper sine kræfter løs. Arrangementet er åbent for alle interesserede.

 

Dagens Gossip