Danskere køber stoffer online

Man kan ganske enkelt blot bestille dem på nettet, skriver Politiken.

»Jeg søgte på ’Jwh-018' (syntetisk hash, red.) og ordet ’buy', og så fik jeg 681.000 hits«, siger psykiatrisk overlæge og misbrugsekspert Henrik Rindom til avisen.

Han er ikke overrasket over, at undersøgelsen »Global Drug Survey 2014« viser, at danskerne, næstefter briterne, hyppigst gør brug af at købe narkotiske stoffer online.

78.000 mennesker, heriblandt 1.647 danskere, har deltaget i undersøgelsen, som ikke er repræsentativ. Henrik Rindom vurderer dog, at den peger i den rigtige retning.

»Det er helt klart på vej frem, slet ingen tvivl. Vi bliver meget mere fortrolige med at købe ting på nettet generelt, og det afspejler sig også her,« siger han til Politiken.

Undersøgelsen viser, at 19,8 procent af de 1.647 danskere, der har deltaget, har købt stoffer på nettet. For briterne gælder det 22 procent.

 

Dagens Gossip