Den spanske konges fremtid er i politikernes hænder

Skrevet af admin

11/06/2014

Mest læste i dag

En historisk debat er onsdag indledt i Spaniens parlament.

Parlamentarikerne i Kongressen i Madrid diskuterer monarkiets fremtid og skal senere onsdag stemme om en forfatningsændring, som sikrer, at den spanske kronprins Felipe kan overtage tronen efter sin far, kong Juan Carlos.

Den spanske lovgivning er nemlig ikke skruet sammen til at håndtere, at kongen abdicerer. Alligevel valgte det 76-årige statsoverhoved i begyndelsen af juni overraskende at annoncere, at han forlader den spanske trone.

Anti-royalister har grebet chancen og opfordret til en afstemning om monarkiets fremtid. Det afviser premierminister Mariano Rajoy dog blankt.

- Spørgsmålet om landet styreform er ikke på dagsordenen her, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa under debatten i Kongressen.

Ved torsdagens debat indledte Rajoy sin tale med at forsvare kongen og monarkiet, som han kalder "det bedste symbol på landets sammenhold".

- Spanien er et konstitutionelt monarki med dybe rødder, fordi spanierne ønsker, at det skal være sådan, siger han.

Både det regerende borgerlige parti Partido Popular og oppositionen støtter da også med et overvældende flertal monarkiet.

Det er dog et alvorligt svækket kongehus, som kronprins Felipe i disse dage forbereder sig på at overtage.

I timerne efter meldingen om, at kongen ønsker at abdicere, flokkedes tusindvis af spaniere i flere byer for at kræve en afstemning om monarkiet. Det samme har gentaget sig siden.

Kong Juan Carlos har været konge siden 1975. Han har tidligere været meget populær på grund af sin aktive medvirken til Spaniens overgang fra diktatur til demokrati, men i de senere år er han kommet i modvind.

Blandt andet er han blevet kritiseret for at have brugt penge på en elefantsafari i Botswana, mens krisen rasede i Spanien, og hans familie er viklet ind i en korruptionsskandale.

Den 46-årige kronprins, som bliver Spaniens kong Felipe VI, ventes at blive indsat ved en ceremoni 19. juni, når også Senatet har godkendt forfatningsændringen.

/ritzau/AFP