Departementschef: Vores fejl i GGGI-sag må ikke ske

Skrevet af admin

17/12/2013

Dagens topnyheder

Der er sket fejl i Udenrigsministeriet i den såkaldte GGGI-sag, som simpelthen ikke må ske, fastslår ministeriets øverste leder, departementschef Ulrik Vestergaard Knudsen, i en første skriftlig kommentar til tirsdagens rapport om sagen.

Sagen betyder blandt andet, at der indledes såkaldt tjenstligt forhør af tre ledende embedsmænd, hvilket Ulrik Vestergaard Knudsen betegner som "et alvorligt skridt":

- Det er et alvorligt skridt. De videre personaleretslige konsekvenser vil vi først kunne tage stilling til, når de tjenstlige forhør er afsluttet.

- De fejl, vi har konstateret, må simpelthen ikke ske. Vi har derfor de seneste uger også været meget optaget af, hvordan vi som organisation kan lære af fejlene, siger han i en pressemeddelelse.

Rapporten beskriver blandt andet det forløb, der førte til, at Christian Friis Bach (R) for en måned siden måtte trække sig som udviklingsminister.

Han endte med at tale usandt overfor Folketinget, da han afviste, at han som bestyrelsesmedlem i GGGI havde vedtaget de rejseregler, der betød, at bestyrelsesformanden som udgangspunkt rejste på første klasse.

Faktum var dog, at rejsereglerne var blevet behandlet på et bestyrelsesmøde i maj 2012, som Christian Friis Bach selv havde deltaget i.

Friis Bach kunne ikke selv huske, at han havde behandlet rejsereglerne. Oplysningen dukkede heller ikke op i Udenrigsministeriet, da eksministeren bad om, at det blev undersøgt.

Da embedsmændene så siden fandt ud af, at de havde misinformeret ham, blev disse oplysninger ikke givet videre til ministeren med det samme - der gik et par uger.

Ifølge Ulrik Vestergaard Knudsen iværksætter ministeriet derfor en "række initiativer".

Det drejer sig blandt andet om hurtigere gennemførelse af et nyt elektronisk sagshåndteringssystem, etablering af et særligt indsatsteam, som kan bistå kontorer med særlig høj periodevis arbejdsbelastning, samt afklaring af arbejdsdelingen mellem hovedkvarteret og ambassaderne.

- Og så skal vi lære af andre organisationer, også private virksomheder, hvordan vi skaber større ledelsesmæssig opmærksomhed på de krav, der stilles, når vi både arbejder med opgaver, hvor der ikke må begås fejl, og samtidig gerne vil fremme innovation og nytænkning, siger Ulrik Vestergaard Knudsen.

/ritzau/