En ny analyse fra Nordea viser, at det kan være hundedyrt at få et firbenet medlem af familien. En hund kan koste sin ejer op mod 100.000 kroner, fra man anskaffer den, til man må siger farvel til den igen, viser bankens beregninger.
Det kan dog også gøres billigere, hvis man undlader at købe en racehund, og hvis man undlader at fodre den med dyr mad fra dyrehandleren. Men de færreste slipper uden om de årlige udgifter til dyrlæge og forsikring. Dertil kommer udgifter til blandt andet hundetegn, legetøj og hundetræning.
Alt i alt kommer Nordea frem til, at det koster op mod 96.468 kroner at anskaffe sig en hund, der lever i 12 år. Hertil kommer eventuelle udgifter i forbindelse med, at menneskets bedste ven går lidt for hårdt til sit nye hjem. Og det kan blive ganske dyrt, hvis den firbenede gnaver i sofaen eller bider hul i de nye sko.
Ifølge Nordea bliver der købt flere kæledyr, når krisen kradser - derfor er det yderst relevant at regne på, hvad det på sigt vil koste at anskaffe sig en hund, fastslår banken.