Det spørgsmål stillede 12-årige Anna Viola Westberg i en kommentar i gårsdagens Berlingske, hvorefter hun begyndte at opliste, hvilke forskelle hun har oplevet i skolesystemerne i USA og i Danmark. Blandt andet føler hun sig snydt for mulighederne for at lære, oplever næsten intet hjemmearbejde og for mange aflyste timer.
Anna har boet sammen med sin familie i USA fra 2008 til 2012. Hun gik i folkeskolen Horace Mann i Los Angeles. Nu går hun på en dansk folkeskole på Frederiksberg.
»Det er en let sag at være elev i Danmark, og til at begynde med nød jeg det i fulde drag. Jeg havde behov for en pause fra de lange skoledage og bunker af hjemmearbejde og de konkrete forventninger, som det sydlige Californiens høje standarder medførte. Men så begyndte det at blive lidt kedsommeligt, og en længsel efter større udfordringer voksede frem inden i mig.«
Hendes indlæg har affødt en masse reaktioner. Både på b.dk og de sociale medier, hvor den er blevet delt så mange gange, at den har slået rekorden som den mest virale opdatering på Berlingskes Facebook-side nogensinde.
Derfor har vi valgt at spørge andre børn og unge om, hvordan de har oplevet skiftet mellem et udenlandsk og det danske skolesystem. For tre af de fire skoleelever, Berlingske har talt med, har de oplevet at komme hjem til et skolesystem, hvor undervisningen foregår på et lavere fagligt niveau end det, de kendte i udlandet. Det samme pegede Anna på i sin kommentar.
»I skolen bliver jeg sjældent udfordret. Men når det så sker, griber jeg muligheden og lægger alle mine kræfter i det – kun for at opdage, at vi højst må skrive én side. Og sådan går den ene dag efter den anden, og jeg føler mig snydt for mulighederne for at lære: Knap nok noget hjemmearbejde og vikarer, som ikke dukker op og deraf følgende aflysning af timer, og vi får aldrig lært, hvad vi skulle have lært i den time.«
Men samtidig peger flere af skoleeleverne på, at der er klare fordele ved det danske system, ligesom Anna også gjorde i kommentaren.
»Det kan godt være, at min skole har visse mangler på nogle områder, men der er nogle ting, som jeg glæder mig ovenud til at opleve, og som ikke var muligt i Californien. Hovedsagelig kreative aktiviteter. Jeg får mulighed for at arbejde med træ og for at lave mad, jeg strikker og syr, maler og tegner, er kunstnerisk og fantasifuld på en måde, som jeg aldrig har haft mulighed for at være i det amerikanske skolesystem.«