Det viser ifølge teaterchef Erik Jacobsen, at nationalscenen nu økonomisk er ved at være på ret kurs efter den kæberasler af et sparekrav på 100 millioner kroner, som teatret blev præsenteret for i slutningen af 2011, og som førte til de senere års største sparerunde med blandt andet 81 nedlagte stillinger.
»Vi er glade for at kunne se, at der nu er en forbedret økonomi. Det giver et sikkert udgangspunkt for teatrets udvikling de kommende år,« sagde Erik Jacobsen, da han til formiddag præsenterede årsregnskabet på et pressemøde i Skuespilhuset.
Han forventer, at regnskabet næste år vil være i balance med et overskud på cirka otte millioner kroner, og det åbner mulighed for at udvikle nye forestillinger og få »flere varer på hylderne« igen.
Erik Jacobsen ikke skjul på, at 2012 har været et ualmindelig hårdt år, ikke mindst set i sammenhæng med de forudgående års besparelser, der i 2009-10 kostede 57 årsværk.
»Inden for de seneste to-tre år har vi måttet tage afsked med 15 procent af vore medarbejdere,« sagde han.
»Så får man travlt, hvis man samtidig vil holde ambitionerne oppe i alle afdelinger.«
Helt konkret har besparelserne medført, at teatrets samlede kapacitet er faldet med i alt 140.000 udbudte billetter - fra 560.000 i 2011 til 420.000 i 2012. Og det har kostet på publikumssiden med i alt 115.000 færre solgte billetter.
Det giver en stort set uændret sædebelægning - og endda en lille fremgang til opera og koncerter, men tallene viser alligevel, at det er bydende nødvendigt for Det Kongelige Teater at få produktionen op igen. Selv om der udbydes færre billetter, bliver der ikke nødvendigvis mere rift om de billetter, der er til rådighed, konstaterede Erik Jacobsen.
»Folk kommer til det, vi laver, og hvis vi laver mindre, kommer der også færre tilskuere. Derfor er det positivt, at vi nu har fået økonomisk råderum til at øge aktiviteten igen, til at få gang i nye aktiviteter og til at øge fokus på at få et nyt og større publikum,« sagde han.
»Et varieret repertoire på scenerne og en mangfoldighed af udbud af andre aktiviteter og arrangementer er en afgørende forudsætning for at tiltrække et stort publikum.«
Erik Jacobsen understregede, at det er vigtigt, at de faste lønomkostninger ikke øges igen, selv om der nu skal produceres flere forestillinger.
»Men det betyder ikke, at budgettet er låst fast,« sagde han.
»Det har været nødvendigt at få de faste udgifter ned, men hvis vi sætter nye ting i gang for eksempel Robin Hood i Dyrehaven til sommer, så kan vi godt ansætte folk til de konkrete projekter. Men vi kan ikke fastansætte flere. Det er svært, men det er vigtigt for, at vi kan overleve.«
Det Kongelige Teater er også på vej med en række nye initiativer, der både skal øge loyaliteten hos det eksisterende publikum og tiltrække nye publikumsgrupper.
Et af de nye initiativer bliver en fordelsordning for den store gruppe på cirka 100.000 af teatrets nuværende publikum, der måske kommer i Det Kongelige en gang eller to om året.
»Her vil vi lave et årskort eller en anden tilknytningsordning, som vi lancerer i forbindelse med løssalget til august,« fortalte Erik Jacobsen.
Derudover arbejder teatret på en række fronter på at nedbryde de barrierer, der afholder mange fra nogensinde at sætte deres ben på nationalscenen.