DF afviser kritik: Det er et mildt indgreb mod asylsøgere

Skrevet af admin

08/07/2015

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti tror ikke, at en lavere integrationsydelse, som skal sikre færre asylsøgere, strider mod hverken grundloven eller flygtningekonventionen, sådan som det er tilfældet ifølge Institut for Menneskerettigheder.

DF's udlændingeordfører, Martin Henriksen kalder lovforslaget "meget mildt" og varsler flere stramninger af udlændingeloven.

- Jeg tager det ikke så tungt. Det er en meget forudsigelig kritik fra Institut for Menneskerettigheder. Det er et meget mildt indgreb i forhold til, hvad man kunne gøre på flygtningeområdet, siger Martin Henriksen og tilføjer:

- Jeg håber, at vi senere kan stamme endnu mere.

Direktør Jonas Christoffersen fra Institut for Menneskerettigheder siger til lovforslaget, at staten i grundloven skal sikre alle borgere et eksistensminimum. Desuden skal flygtninge ifølge flygtningekonventionen behandles på lige fod med danskere.

- Hvis lovforslaget strider mod flygtningekonventionen, har Danmark mistet den sidste flig af selvstændighed, mener Martin Henriksen.

- Det er ret trættende, at hver gang man gennemfører en stramning, så skal man høre på påstande om, at det strider mod flygtningekonventionen eller Den Europæiske Menneskerettighedskonvention.

Integrationsydelsen til flygtninge er på SU-niveau, og instituttet er bekymret for, at lovforslaget skal få asylsøgere til at styre udenom Danmark.

- Vi bør kritisk gennemgå alle konventioner for at sikre, at vi selvfølgelig selv kan bestemme, hvilke udlændinge der skal have adgang til Danmark, og hvilke vilkår de bliver tilbudt, siger Martin Henriksen.

Grundloven gælder især danske statsborgere, mener han.

- Lovforslaget rammer i begrænset omfang danskere, som i flere år har været ude i den store verden. Men det er helt inden for skiven, siger Martin Henriksen fra Dansk Folkeparti.

/ritzau/