DF er tilfreds med lille vækst i det offentlige

Skrevet af admin

28/09/2015

Dagens topnyheder

Dansk Folkeparti gik til valg på at skaffe vælgerne en vækst i det offentlige på 0,8 procent.

Men selvom Venstre-regeringen nu ifølge finansminister Claus Hjort Frederiksen lægger op til en finanslov med en vækst i det offentlige forbrug på "omtrent 0,3 procent", så er det ikke noget, der får pulsen synderligt op hos Dansk Folkeparti.

- Der er meget talgymnastik for tiden, og når vi får det samlede finanslovudspil, så må vi se på de samlede prioriteringer fra regeringen, siger partiets finansordfører, René Christensen.

Spørgsmål: Men 0,3 procents stigning i det offentlige ligger jo et stykke fra de 0,8 procent, som I gik til valg på?

- Sagt med et glimt i øjet er 0,3 procents stigning sådan set et bedre udgangspunkt end nulvækst eller minusvækst, siger han.

- Vi har en regering, der er gået til valg på nulvækst. I stedet har regeringen flyttet sig i vores retning, og vi kvitterer sådan set for, at man ikke har kommet med et oplæg til nulvækst, siger René Christensen og tilføjer:

- Men jeg kan da godt mærke, at det her ikke bliver en af de letteste finanslovforhandlinger, vi har været med til.

Det er finansminister Claus Hjort Frederiksen, der i dagens Berlingske understreger, at der er færre milliarder at gøre godt med på næste års finanslov.

Derfor ønsker regeringen at sløjfe den tidligere SR-regerings børneudspil, ligesom forskning og el-biler må holde for.

Spørgsmål: Så det var så det med de 0,8 procents stigning i det offentlige, nu er I tilfredse med 0,3 procent?

- Nej, det vil jeg ikke sige. Det er jo et mål, vi har haft, og det vigtige er, at vi ikke skal have denne her diskussion om, at vi skal have et velfærdssamfund, der er drevet af brugerbetaling, siger René Christensen.

/ritzau/